Blog om bøger har jeg lavet – og læsning – og…..

Posted on

Blogs om bøger er der mange af.

Langt de fleste (næsten alle) er baseret på anmeldelser af enkelte bøger og skrevet af anmeldere eller forfattere. Sådan en er det ikke!

Min tilværelse har stort set altid i et eller andet omfang været centreret omkring bøger – og læsning. Det har i hvert fald været en ikke uvæsentlig del af den.
Jeg har så i forbindelse med at jeg stadig er aktiv i den sammenhæng, fået lyst til at skrive om bogoplevelser og da jeg er så privilegeret at kunne lave en nogenlunde anstændig hjemmeside, er det hermed gjort.

Voresbøger-blog.dk – Den kan ses her!

Min intention med en blog om bøger er, udover at jeg selv har fornøjelse at skrive den, at give et lille bidrag til – og forhåbentlig animere læselyst og kærligheden til “rigtige” bøger

Når jeg ser hvad der smides ud af fine bøger, der sagtens kunne have været til gavn og glæde, kan jeg ikke andet end prøve at kæmpe imod den tidsånd der bibringer mennesker det indtryk, at de ved en masse om litteratur fordi man har læst 5 linjer på Google.

Med fare for at komme til at lyde som en sur gammel mand, mener jeg at have konstateret at den boglige paratviden, kendskab til historie, forfattere og den kulturelle og historiske baggrund for nutiden – er voldsomt på retur – og det mener jeg er en uskik der er værd at bekæmpe.
Ikke at jeg egentlig tror at mit lille pip overhovedet betyder noget, men så har jeg gjort det!

Jeg slår dog gerne et ubetydeligt slag for glæden ved at finde en interessant bog, fordybe sig i den og forsvinde ind i bogens univers, hvor tid og rum ophører med at eksistere.
At gå på bogjagt i antikvariater, at finde bøger man ikke anede eksistensen af, at føle man som datidens jægere kommer hjem med et værdifuldt bytte, der forventningsfuldt skal fortæres og udnyttes til det yderste – den glæde findes ikke i en iPad! – og ja, far er ikke vred – han er skuffet!