Fotobøger er bestemt værd at samle på.
Den eneste ulempe ved det er, at ens egne begrænsninger bliver skåret lidt for tydeligt ud i pap.
På den anden side giver de, uanset hvor man står som fotograf, en indikation af at næste skud kan blive en lille smule bedre eller anderledes.
Det er vel dybest set det eneste man kan gøre, ud over at glæde sig over historier og foto kreeret af fotografer som virkelig vil noget med det de laver.
Ofte har de brugt et helt liv på det – og for nogles vedkommende endda med selve livet som indsats.
For eksempel den første kvindelige krigsfotograf Gerda Taro.
Mindre kan heldigvis også gøre det og dokumentar fotografi som Judy Linn’s foto af Patti Smith (sang ved Bob Dylans Nobelpris uddeling) giver jo tillige et fantastisk tidsbillede.
Os andre som lejlighedsvis tager lidt foto hist og pist, har jo heller ikke valgt at mobiliseret den ildhu der skal til for virkelig at sætte spor med det vi laver.
Ofte er “nogenlunde” rimeligt tilfredsstillende, hvis det er et godt motiv eller øjeblik – fint nok for mig.
For den del af os består lønnen ofte i glæden ved at GØRE det, tillige med at der af og til er en venlig sjæl som syntes det er fint og kan bruge det vi laver, til noget fornuftigt.
Det leder vel egentlig hen til noget (ihvertfald for mig) essentielt i tilværelsen.
At være tilfreds med at være lige præcis der hvor man er lige NU, – men også med en fast intention om at give den et lille nyk opad hver dag/næste gang – det må være det!
Gemmesteder er for mig også noget andet.
Gemmesteder er for mig steder og situationer gemt i hukommelsens krinkelkroge.
De billeder som lejlighedsvis dukker op når vi associeres af andre hændelser og derfor pludselig i et glimt finder et “gemt” sted.
Stedet vi havde glemt alt om og egentlig bliver forundret over, stadig eksisterer i den imponerende mængde alt for mange input, vi har fået gennem livet.
At der har været plads et sted til disse glemte billeder har altid forundret mig en smule, men det viser vel kun hvor imponerende vi mennesker egentlig er indrettet.
Det har så ikke så meget med fotokunsten i den glimrende bog at gøre, men den har også “Gemmesteder” af den slags.
