Jørgen “Bogart” holdt bogreception i Bogart Bogcafé

Posted on

Jørgen Bogarts bog: “På sporet af en svunden tid.” blev behørigt præsenteret for et talstærkt publikum i Bogart Bogcafé i Holbæk.

Det er en dejlig bog!
Nogle vil formentlig syntes det er en sær beskrivelse, men jeg vil rigtig gerne forklare hvorfor jeg nøjes med at kalder den netop “dejlig”.
Jørgen Bogart har formået at skrive en bog både indeholdende livshistorie, poesi og synspunkter, kombineret med hans enorme bog og musikviden efter 40 år som antikvarboghandler i Holbæk.
Det er oplevelser og tanker fra en længere tilværelse i bøgernes verden sat i relief med personlige oplevelser og ikke mindst (kritiske) holdninger til det samfund vi nu engang er en del af.

De mange rejser på tommelfingeren i 1960 og 70’erne til eksotiske steder, (dengang man kunne rejse på den måde uden større risiko), kombineres elegant med den musikalske rejse på samme tid.
Besættelse af tomme huse og indtagelse af euforiserende stoffer var en del af dagligdagen og den boglige del skulle nødvendigvis indebære både antipsykiatrien (Ronald D. Laing) tillige med Timoty Leary og den danske Karl Eskelund: “Midt i en hashtid”.
Den mere politiske og samfunds-revsende del omkring f.eks. kunstnerkollektivet “Røde Mor” var også en naturlig del af repertoiret.

Det er særdeles befriende læsning, måske til dels af den årsag at bogen også rammer et “almindeligt” liv og opvækst, – som er fascinerende – og jo aldrig er helt almindeligt alligevel.
I princippet er det en bog vi måske alle kunne skrive om vores tilværelse, netop fordi vi efter et vist antal år har masser af oplevelser og tanker som er helt unikt vores egne og som sagtens kunne være til inspiration og deling med andre.
Bogen er totalt uprætentiøs og helt lige ud af landevejen, krydret med mange finurlige anekdoter og oplevelser – og ikke mindst en stor og interessant bog- og musikhistorisk viden som absolut fremmer forståelsen.
Derfor er det en “dejlig” bog, du burde købe! – og selvfølgelig i den hyggelige Bogart Bogcafé.